Frikadellebibliotek
For hele familien - sidste tilmelding d. 8. marts.
-
-
- 17:00 - 19:00
-
- Anlægspavillonen
-
Anlægspavillonen, Tværallé 5
4100 Ringsted
Danmark
Kom med til en hyggelig aften på biblioteket, hvor vi kombinerer god mad med musik for hele familien.
Vi lægger ud med fællesspisning kl. 17, hvor der bliver serveret frikadeller med lækkert tilbehør. En favoritspise hos mange børn og voksne, men denne aften slipper I selv for at røre fars og stege frikadeller. I stedet kan I slappe af og lege med jeres børn, mens vi gør maden klar på buffetbordet.
Maden er inkluderet i billetprisen, og drikkevarer kan købes på stedet, så det eneste, I skal tænke på, er at finde jer til rette og spise i ro og mag.
Der dækkes op ved hyggelige borde, hvor familier kan sidde samlet – og hvor der også er mulighed for at slå sig ned sammen med andre og spise i godt selskab.
Når både små og store maver er fyldt med frikadeller, fortsætter aftenen med en familiekoncert med Martinis For Børn.
Jazzsangerinde Kira Martini og hendes musikalske krokodiller er kendt for at skabe en livlig og legende koncertoplevelse, hvor børnene ofte synger eller danser med.
Musikken henter inspiration fra både nord og syd, og sangene tager fat i alt fra hverdagens små mysterier til fantasifulde væsner og skæve fortællinger. Det hele kombineres i et farverigt univers, hvor improvisation og energi er en naturlig del af oplevelsen.
Koncerten begynder kl. 18.15, og arrangementet slutter kl. 19, så der stadig er tid til tandbørstning og godnathistorie derhjemme.
Arrangementet henvender sig især til familier med børn, der gerne vil have en sjov aften sammen og børn i alle aldre er velkomne ligesom bedsteforældre også meget gerne må tage med.
Kom og slut ugen af på en afslappet måde, hvor vi sørger for alt det praktiske - også oprydning og opvask.