Giv en bog til udsatte børn og unge

Giv en bog til udsatte børn og unge

11.01.18
Giv en bog til organisationen Læs for Livet, og vær med til at give udsatte børn og unge gode oplevelser og muligheder for et bedre liv. Fra mandag den 15. januar kan du aflevere bøger på Ringsted Bibliotek.

Børnene skal få lyst til at læse
Bøgerne skal inspirere til læselyst og være i pæn stand. Tommelfingerreglen er, at hvis du ikke ville give bogen til et barn eller en ung, du selv kender, så skal Læs for Livet heller ikke have den. Modtagerne er i aldersgruppen 0-23 år, og derfor er nærmest alle genrer og sværhedsgrader interessante. Læs for Livet søger alt fra papbøger til de mindste, billedbøger, fagbøger og letlæsning til ungdomsromaner, finlitteratur, digtsamlinger, biografier og kogebøger. Bøger på engelsk, grønlandsk, fransk, spansk, thailandsk, samt østeuropæiske og arabiske sprog modtages også meget gerne.

Læs for Livet, en non-profit organisation
Organisationen Læs for Livet indsamler bøger fra private, forlag, anmeldere, forfattere og mange andre. Bøgerne bliver samlet i biblioteker på ml. 200-800 bøger og doneres til institutioner, hvor udsatte børn og unge opholder sig. Det er fx børnehjem, familieafdelinger, opvækstinstitutioner og ungdomspensioner. Bogudvalget til hvert sted gennemtænkes fagligt, og det tager både udgangspunkt i børnene og de unges egne ønsker og for variation i genrer og sværhedsgrader.