Børnevalg 2019

Vær med til at stemme på din kandidat fra børnelitteraturen til Børnevalg 2019.

Alle landets børnebiblioteker inviterer til Børnevalg 2019  for at styrke børnenes forståelse og lyst til at deltage i demokratiet. Frem til den 4. juni kl. 12.00 kan børn gå til stemmeboksene på Ringsted Bibliotek og vælge, hvem der skal vinde årets Børnevalg.

Karmaboy, Vildheks eller Sallys far?
Der er helt nye navne på kandidatlisten i år, som samlet udgør et rigtig stærkt felt med en bred afspejling af børnenes favoritter. Børnene kender nemlig kandidaterne særdeles godt, for det er figurer fra børnebøger, der er på børnenes stemmeseddel.
Børnene kan således stemme på hele 11 af deres yndlingsfigurer. Kandidatlisten til børnevalget består af følgende kandidater:

  • Antboy - Ja, til superkræfter
  • Børste - Ja, til at boble over
  • Gamerz - Nej, til mindre skærmtid
  • Karmaboy - Nej, til numsekløe
  • Magda - Ja, til at bestemme selv
  • Nomerne - Ja, til at passe på hinanden
  • Poul og far - Nej, til stress om morgenen
  • Rita og Krokodille - Ja, til sjove oplevelser
  • Sallys far - Ja, til bandeord
  • Troldeliv - Ja, til at gå sine egne veje
  • Vildheks - Ja, til at passe på naturen

Børnevalget giver børnene en umiddelbar forståelse af, hvad demokrati og valgdeltagelse går ud på, og så er det en sjov måde at formidle litteratur og demokrati på. Børnevalget på biblioteket foregår på den måde at børnene får en stemmeseddel med kandidaterne, og så kan de kigge på alle valgplakaterne med kandidaternes slogans som fx ”Ja til at passe på hinanden” eller ”Nej til stress om morgenen”. Børnene skal så ind i deres egen stemmeboks og sætte kryds ved deres favorit. Valget bliver afgjort ved flertalsvalg ligesom ved de voksnes valg.

Husk, at du kan stemme til børnevalget her på Ringsted Bibliotek i den bemandede åbningstid helt frem til tirsdag den 4. juni kl. 12.00. Valgresultatet bliver offentliggjort på ringstedbib.dk.

Læs mere om Børnevalget 2019

Børnevalget 2017
Ved Børnevalget i 2017 vandt Villads fra Valby en overbevisende sejr med hele 4260 personlige stemmer på valgsproget om ”Ja til slik”. Over 15.000 danske børn og biblioteker i 69 kommuner deltog i Børnevalget 2017.